Beskæring

Husk at beskære hække og renholde fortov
I Vejloven står der, at grundejeren skal sikre fri passage for trafikken og de ’bløde’ trafikanter (cyklister og gående) – det betyder altså kort sagt, at du som grundejer skal holde vej og fortov fri for grene, planter, ukrudt og affald.

Hvad skal grundejeren gøre?
Hvis din ejendom grænser op til en vej, skal du sørge for en frihøjde på 4,5 meter over selve vejen. Over fortove og rabatter skal du sørge for en frihøjde på 2,5 meter. Det gælder fra skellet til din ejendom og udefter.

Beskæring

Du skal desuden beskære beplantning omkring færdselstavler, vejnavneskilte, vejbelysning og lignende, så færdsel og trafiksikkerhed ikke forringes.

Herudover skal du holde fortovet rent for ukrudt, nedfaldne blade, affald og lignende.

Hvilke konsekvenser kan det få?
Teknisk Forvaltning kan gribe ind, hvis:

- der opstår væsentlige gener for færdselen eller oversigten på vejen/fortovet
- grundejeren ikke overholder reglerne om beskæring
der kommer en klage om manglende beskæring, som giver gener
- grundejeren ikke har overholdt sine forpligtelser kan Teknisk Forvaltning udføre arbejdet på grundejerens regning.

Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om beskæring og renholdelse hos Teknisk Forvaltning.